Hvilke kemikalier bruges i slippapir?

Hvilke kemikalier bruges i slippapir?
Silikonebelagte slipliners omfatter to- og trekomponentsystemer til trykfølsomme tape og etiketter. Silikonebelagt slippapir er en række silikoner designet til at blive belagt på den ene eller begge sider af et papir- eller filmsubstrat.

Egenskaber og kemi af silikonefrigivelsesbelægninger
Silikoner er unikt placeret til brug som slipbelægninger på grund af deres påførings- og hærdningsegenskaber, samt deres lave frigørelseskræfter sammenlignet med andre materialer.

I nutidens moderne miljø har silikonefrigøringsfilm med trykfølsomme klæbemidler en bred vifte af anvendelser, lige fra frigørelsesetiketter til blelukninger, medicinske anvendelser såsom sårforbindinger, bygningsisolering og sundheds- og skønhedsprodukter.

Slipfilmen er en del af et kompositmateriale bestående af en etiket og sit eget klæbemiddel, hvor etikettens overflademateriale vender mod belægningen på releasefilmen. Slipfilmen kan let pilles af, eller etiketter kan nemt overføres fra releasefilmen til genstanden, der skal mærkes.

I sin enkleste form er en slipbelægning en væske eller et fast stof, der skaber et svagt grænselag mellem to substrater, der kan interagere. Dette grænselag forhindrer tæt kontakt og dermed udvikling af bindingsstyrke. Enhver overførsel af slipmiddel bør ikke forhindre brugen af ​​slipoverfladen.

Der er flere kemiske typer materialer, der anvendes som slipbelægninger, såsom polyacrylater, urethaner, polyolefiner, fluorcarboner, chromstearatforbindelser og silikoner. Silikoner er unikke ved, at de kan påføres på en række forskellige substrater og hærdes til et polydimethylsiloxan (PDMS) netværk, hvorved migration begrænses; de kan også reducere udløsningskræfterne betydeligt sammenlignet med andre materialer.

Egenskaber for optimale frigivelsesegenskaber
En af de vigtigste egenskaber ved silikone er dens lave overfladespænding. Dette er et resultat af lave intermolekylære kræfter og høj kædefleksibilitet. I modsætning til mere stive carbon-carbon-rygrade, kan PDMS-polymerer let blotlægge deres lavt-interagerende/overfladeaktive methylgrupper på grund af deres rygradsfleksibilitet og er et godt stykke over deres Tg ved stuetemperatur, hvilket giver lav vedhæftning; Med andre ord lav afrivningskraft mod klæbemidlet i kontakt.

De klæbemidler, der bruges på etiketter, kan ikke nemt væde denne lavenergi silikoneoverflade, fordi der ikke er nogen interagerende grupper. Dette gør etiketterne nemme at delaminere og nemme at overføre fra foringen til brugsstedet.

Men lav overfladeenergi er ikke det eneste aspekt, der skal tages i betragtning. Selv fluorcarboner, på trods af at de har lavere overfladeenergi end silikoner, har ikke de samme skimmelfrigørende egenskaber som silikoner. En anden kritisk faktor er den reologiske opførsel af det hærdede PDMS-netværk, der er coatet på bagsiden. Denne rheologiske adfærd bidrager til udviklingen af ​​grænsefladeglidning i systemet, som spiller en nøglerolle i de lave frigivelsesværdier, der observeres, når trykfølsomme klæbemidler afskalles fra silikone-slipbelagte liners.

Slip (lav friktion) menes at være hovedårsagen til, at PDMS har lavere skrælningskræfter end fluorcarbonpolymerer med lavere overfladeenergi (men højere friktion).

Kemiske egenskaber af silikonefrigivelsesbelægninger
Silikonefrigivelsesbelægninger er generelt opdelt i fire forskellige kategorier:

en. Opløsningsmiddel type

b. Opløsningsmiddelfri

c. Vandbaseret emulsion

d. UV hærdning

De ovennævnte fire kategorier, bortset fra det ultraviolette hærdesystem, anvender alle additionshærdningsmekanismen til hærdning, hvor basispolymeren reagerer med tværbindingsmidlet i nærværelse af en katalysator.

• Hærdning af silikonepolymerer er en vigtig proces af følgende årsager:
• Forhindrer silikonemigration
• Forbedre vedhæftningsstyrken af ​​slipbelægningen for at modstå trækkraften fra det klæbende lag
• Forbedre vedhæftningen til substratlaget
• Fremmer hurtig tørring
• Cure kemi
• For at opnå tværbinding af silikonefrigivelsesbelægninger er den mest almindelige kemiske metode gennem hydrosilylering.